Afsked med Cecil

Listen af ting jeg ikke burde sige, men som alligevel flyver ud af munden på mig er lang og imponerende. Fx dengang jeg insisterede på at jeg godt selv kunne spise en hel jordbærtærte fra Føtex (til mit forsvar skal det siges at jeg altså var ret gravid), eller dengang jeg sagde ”jeps jeg afleverer min PhD et år før tid, det er en skide god ide”
I begge tilfælde satte jeg handling bag ordene, og spiste både tærten og afleverede min afhandling, men hvis jeg var fornuftig havde jeg klart sagt nej til begge dele. Så ville jeg helt sikkert veje 20 kg mindre nu og have undgået det forhøjede blodtryk jeg udviklede til sidst i den der skrivefase.

Og så er der listen af ting jeg aldrig havde forestillet mig at jeg ville komme til at sige. Den topper jeg lige for tiden med ordene ”Jeg har for resten en cysteagtig hjernetumor – jeg tænker den hedder Cecil”.

Navnet er noget der er blevet diskuteret løbende. I starten kaldte jeg den Verner. Jeg kender ingen der hedder Verner, og kan derfor uden at træde nogen over tæerne omtale den som ”Fucking røvhuls Verner”. Dernæst havde jeg en periode hvor den måske nærmere hed Vera. Jeg forestillede mig lidt at den var sådan en badedame som bor inde i min hjernevæske, og da jeg var ung og tynd var hun det også, men i takt med at jeg er blevet ældre og rundere er hun det også, og nu sidder hun ligesom fast i badekarret

Det sidste og mest kvalificerede bud jeg modtog var Cecil. Sådan en fransk og overklasse-agtig og krævende type, der ganske enkelt ikke forstår at han ikke længere er velkommen.

Cecil blev opdaget da jeg faldt af hesten for snart 4 år siden. Når man kommer ind med sådan en ambulance scanner de en fra hovedet og ned til midt på lårene, og ud over to brud på rygsøjlen fandt de altså en blob i min hjerne. Jeg er blevet scannet utroligt mange gange siden da og lægerne har med stor sikkerhed i stemmen sagt at det ligner en dermoid – altså en medfødt process i min hjerne. Sjælden og ufarlig (og sikkert fransk og snobbet). Da alle først var enige om at det var en ufarlig medfødt blob, blev aftalen scanning engang om året, for at sikre at den ikke ændrer sig. Lidt ligesom at holde øje med modermærker – men med hjælp af stor scanningsmaskine.

Rutinen har været fin. Jeg er et vrag op til hver scanning, og så mødes vi med lægen, får at vide at alt er godt og så slapper jeg af igen. Sådan gik det bare ikke denne gang. Jeg blev scannet igen i December og i Januar mødtes Lasse og jeg med lægen, og denne gang var meldingen at Fucking røvhuls Cecil vokser og at det er en god ide at opsige hans lejemål før han gør seriøs skade.

Og der er vi så nu. Jeg fik nogle måneder til at afslutte arbejde, og der kom også lige en corona epidemi i vejen, men nu er alt det ovre og på tirsdag bliver Cecil smidt ud.

Vi fik besked i går, og jeg har det sidste døgn meldt mig syg på arbejde og trukket mig ud af alt hvad jeg ellers skulle de kommende måneder. Det er en sær blandet følelse, især det arbejdsmæssige. Jeg ved jo godt at jeg er nødt til at prioritere det her, men fx gør det rigtig ondt at jeg ikke selv kan føre mine studerende til eksamen.

Det gode lige nu er at de er helt sikre på at jeg ikke har kræft. Eller i hvert fald 98% sikre og det er godt nok for mig. Hvis de var i tvivl havde de fjernet den for 3 år siden.

Det dårlige er at de risikerer at fucke min korttids hukommelse eller mit sprog op når de fjerner den. Indgrebet er ikke så stort siger de. Jeg forstod det lidt som noget med en boremaskine og et sugerør. Udfordringen er at Cecil har bosat sig lige indenfor mit sprogcenter og der er en del nerver man helst ikke vil ødelægge.

En anden dårlig ting er at jeg ikke har taget mig sammen og lært flydende Fransk i løbet af de sidste måneder. Eftersom det med sproget og risikoen ved operationen har fyldt meget i samtalerne med lægen, havde jeg en fantastisk plan om årets prank, i form af mig der vågner fra operation og udelukkende svarer folks spørgsmål på Fransk. Jeg er ikke sikker på at jeg kan nå det på 3 døgn

Og så er der Lasse og drengene – for fanden hvor er jeg træt af at sætte dem igennem endnu en runde sygehuslort. Jeg hader at de skal bekymre sig og jeg hader at alt andet igen sættes på pause.

Lasse har været fantastisk til alting, selvom han faktisk hader sygehuse. Han tager med til alle møder, han stiller de rigtige spørgsmål og laver jokes på de helt rigtige tidspunkter. De sidste 4 år har det været ham der samler mig op og redder verden når jeg skal opereres for et eller andet nyt. Det er fuldstændig crazy så mange “småting” der dukkede op i efterdønningerne af den der rideulykke. Brækket ankel og flængede ledbånd og hver gang får Lasse verden til at hænge sammen.

Jeg hader at han er nødt til at gøre det igen, og jeg er smadder bange for at vågne op og være så mærkelig at han ikke bliver ved med at holde til det. For pokker hvor må de godt lade være med at ødelægge alt for meget med det sugerør. Jeg vil så gerne vågne op fra den operation og stadig kunne fortælle ham at jeg elsker ham mest…

Mit eneste ægte symptom er i øvrigt hovedpine. Jeg har seriøst haft hovedpine i over et år nu. Ikke sådan noget vildt migræneagetig smerte, men mere sådan en dyb tung følelse. Det gør mig træt og vrissen, men hovedpinen er det største problem. I månedsvis fortalte min læge mig at det var stress og belastnings reaktion – og bevares det var noget af det sikkert også. Men det var også hovedpine – fordi stor hjernetumor vokser. Normalt morer jeg mig bedst når jeg vinder. Det her er en af de sjældne gange hvor det er noget lort at jeg havde ret.

One Comment

Add a Comment

Your email address will not be published. Required fields are marked *